Booking

Booking: Se kontaktoplysninger på forsiden.

Kunstnere

Maarten Visser (NL/IN)

Maarten Visser, der er pladeaktuel med singlen “Explorations“, bor i Chennai, Indien, men kommer fra Holland, og har endda boet i Danmark i 2-3 år i sin ungdom. I 1992 gik han på Den Sønderjyske Højskole for Musik og Teater, og derefter flyttede han til Århus, hvor han boede i en årrække, mens han forberedte sig på optagelse på Brabants Konservatorium i hjemlandet Holland. Maarten har boet i Indien i 20 år og ud over at være solist og sideman i andre grupper, komponerer han også ny jazz med indisk-inspirerede harmonier og klange for sine egne grupper, Oto.3 og MV3. I 2000 mødte han danseren og koreografen Padmini Chettur, som han skrev musik til dennes forestillinger. I 2008 udgav Maarten et soloalbum med saxofonsoloer, og i oktober 2019 tre nye numre på Exploration-singlen, som er et forstudie til en kommende pladeudgivelse. De to faste grupper, Maarten turnerer med, spiller samtids-improvisationsmusik, hvor den klassiske, indiske kulturmusik sniger sig ind i en vestlig og velkendt jazzklang. Maarten har turneret overalt i Indien ud over i mange jazzklubber i Europa, især i Holland og Tyskland, hvor Berlin er et årligt tilbagevendende mål med sin metropoliske jazz-centrum for verdens mest kendte internationale navne. Læs mere om og hør musik af Maarten Visser her.

Sophus Bech (DK)

Sophus Bech er en ung saxofonist på 20 år, der studerer på MGK-Fyn i Odense hos Morten Drejer (saxofon) og Heine Hansen (klaver) og har tidligere i mange år studeret hos Gert William Knudsen (saxofon). Sophus har spillet professionelt siden 8. klasse, og er en meget bemærkelsesværdig jazz-solist, som får publikum til at lytte ekstra godt efter, når han spiller solo på de fynske jazz-scener. Inspireret af John Coltrane, Wayne Shorter og en lang række ikoner, fører Sophus saxofonspillet ind i en moderne æra, hvor klanggenkendelser ikke fornægter sig, men der er alligevel noget helt specielt, når Sophus spiller. Sophus komponerer sin egen musik til sin kvartet, som henleder opmærksomheden på moderne ny jazz krydret med Sophus’ enorme viden inden for det musikteoretiske felt, som han leger rigtigt meget med.

Tobias Bech (DK)

Tobias Bech er en ung trompetist på 16 år, der har spillet professionelt siden 8. klasse og har studeret hos Kim Thorsen, Thomas Buchreiz og Agnar Ellebye samt i Peder Most Garden i Svendborg. Tobias spiller såvel klassisk som jazz musik, og han er trods sin unge alder en yderst habil solist og medspiller til enhver festlig lejlighed. Tobias ses ofte i højtiderne som trompetist i kirker, og som solist i Basic Bigband. Han har i dag sin egen sekstet, som spiller jazz musik. Herudover spiller Tobias også sammen med sin bror, Sophus, med i Rantzausminde Jazz Forsyning, som i sin kerne består af to musikalsk familier i 2 generationer – forældre og unge.