SERVICE-NYT

Her kan du se lidt om de tidligere og igangværende opgaver, jeg arbejder på med forskellige træblæserinstrumenter og tilbehør dertil

Alt saxofon overhaul: Selmer Series III, 2006

Min alt-sax trænger til en fin-justering og nye puder, fordi de gamle har mere end 10 år på bagen, og er ved at blive lidt stive og utætte i nogle af de dybe toner (som jeg dog ikke bruger så tit).

Arbejdet er færdigt nu, og du kan se hvordan processen har været ved at scrolle længere ned i teksten.

Super-lækre, vandtætte og bløde kamelskindspuder er indstalleret, og den er virkelig kommet helt op på dupperne igen.

Saxofonen har før jeg fik den været spillet rigtig meget, og ikke passet helt så godt med aftørring osv., så lakken er også slidt af nogle steder.

Men det er meget, meget dyrt at få sin saxofon omlakeret, og det er slet ikke nødvendigt for lyden eller spilleoplevelsen. Det er kun æstetik. Den har fået en gang reparations-lak dér, hvor den er begyndt at oxydere lidt, så den ikke begynder at irre sammen, hvor den ikke må det.

Sådan så det ud, da den var skilt ad:

Se også hvor slidte de gamle puder var – resonatorerne (metal kapperne i midten af puderne, der giver lyden en dejlig klang) var ofte rustet helt igennem. Det så ikke godt ud.

Alle puder, filt og kork er blevet skiftet, og saxofonen er blevet finjusteret, så den er helt tæt nu.

Der var også noget slør mellem nogle af klapperne – især i underdelen (F-F#-E-D), og det er rettet nu. Risikoen ved slør er, at klappen ikke dækker helt over hullet, og så er den jo også utæt.

Min søn, der er en rigtig dygtig saxofonist har til sidst testet saxofonen, og du kan høre lidt af resultatet i denne video.

Video af test af færdig saxofon

Low-A extender til baryton saxofon: Selmer MKVI, 1960

Jeg købte mig en rigtig lækker Selmer baryton saxofon af den ypperste kvalitet, nemlig en vintage Mark 6 (MKVI) fra 1960. Det kan være svært at komme i nærheden af disse pragt-eksemplarer, og man kan forvente at skulle bruge 15-20.000 kroner på at skifte alle de udygtige dele ud inklusive et totalt overhaul. Men det kan jeg jo netop selv gøre.

Det viste sig, at den musiker, som havde haft instrumentet fra nyt, og nu var gået på pension, havde passet og plejet instrumentet til den store medalje, så da jeg modtager det, fejler det absolut intet og havde gode, funktionelle puder og filt, som ikke behøver at blive skiftet lige foreløbigt.

Men: Sådan en lækker sag er jo fra dén tid, hvor den dybeste tone, man skulle bruge fra Bb. Men i dagens big bands skal man nogle gange bruge det dybe A. Og hvad gør man så? Oktaverer – det lyder fesent – nej, man laver sig en “Low A – Extender”. Og det virker!

Det kan godt være, det ser lidt spooky ud, men det er jeg ret ligeglad med. Det fungerer!

Man skal lave den så den passer præcist til instrumentet, for de forskellige modeller kan variere, og A-et skulle jo gerne stemme lige som de resterende toner.

Man sætter den på barytonen som en anden trompet-mute – for enden af schall-stykket. Så kommer der et A ud i stedet for Bb.

Man har selvsagt ikke tonen Bb, når extenderen er i, men den skal man også kun sjældent bruge i stykker, hvor der er dybt A.

Nu, hvor jeg har en model i plastic, som egentlig lyder supergodt, så bliver jeg alligevel lidt kræsen, og vil gerne vide, om en extender i kobber kunne give en endnu bedre lyd.

Nu er den klar, og der er en væsentlig forskel rent lydmæssigt, og så ser det også flottere ud. Hvis du har en low-Bb baryton og gerne vil have en extender, så kan jeg lave en til dig.

Plast: 175 kr

Kobber: 450 kr

Fløjte overhaul: Boosey & Hawkes 1974 sølv model

Nogle gange kan man gøre et rigtig godt køb med et gammelt instrument, der med lidt istandsættelse kan give et rigtig godt resultat for pengene. Sådan var det med en 1974 Boosey & Hawkes sølvtværfløjte, hvis materialekvalitet måler sig med nogle meget dyre Yamaha-modeller.

Mekanikken er naturligvis ikke som de nye, man kan købe, men man kan lære meget med “gammeldags” top-tunet mekanik – også selv om der ikke er smarte hjælpe-knapper og lignende.

Fløjten har fået et totalt overhaul og blevet gennemrenset og har fået skiftet filt, kork og super-bløde filtpuder af en meget høj kvalitet, som holder længe. Det kan nemlig være en god ide at vælge de bedste puder til det instrument, man forventer at spille i mange år på.

Alt saxofon fin-tuning: Yamaha – 1980’er model

En ældre skole-model Yamaha alt saxofon fra 1980’erne var 6 måneder tidligere blevet repareret og fået skiftet filt og puder hos en professionel reparatør.

Af ukendt årsag gik den mere og mere fra hinanden, og til sidst kunne man ikke spille en tone på den. Ejeren var lige ved at smide den ud for at bede om penge til en ny, da jeg bad om at måtte se instrumentet.

Efter en god arbejds-weekend, var saxofonen klar til at spille igen. På billedet kan man se, at jeg bruger lys indefra for at finde utætheder: Er en klap rigtig utæt, siger den ikke en lyd!

Jeg gennemgik al mekanik, og justerede og skiftede det nye filt og kork, så klapperne kunne lukke tæt igen og spille. Fin-tuning er lidt ligesom urmager-arbejde: Alle tandhjul skal være nøjagtigt indstillede – ellers virker det ikke.

Filt og kork spiller en lige så stor rolle som puderne. For tykt filt gør, at klapperne ikke lukker helt i, og så er man lige vidt med sprit-nye puder. Nu er den klar igen og lyder fantastisk med de nye puder, den havde fået i tidligere.